Retningslinjer for tilskud til seniorsammenkomster i SKAT
Fondet af 1844 yder tilskud til seniorsammenkomster for pensionerede medarbejdere i SKAT – uanset seniorernes tidligere organisationstilhørsforhold. Procedure omkring tilskud er beskrevet i det følgende.
Hvilke arrangementer kan der søges tilskud til: Ved hver lokalitet i SKAT kan der søges om tilskud én gang årligt til en seniorsammenkomst.
Der kan kun søges tilskud til arrangementer, hvor alle seniorer, som lokaliteten har kontakt med, har mulighed for at deltage. Deltagerkredsen må ikke begrænses til f.eks. medlemmer af den lokale seniorklub.
Hvem kan søge tilskud: Tilskud kan søges af arrangøren af sammenkomsten – f.eks. ledelsessekretariatet ved regionen eller en lokal arrangør på adressen.
Hvor stor er tilskuddet: Fondet af 1844 yder 150 kr. pr. deltagende senior samt for indtil otte aktive (f.eks. ledelsesrepræsentanter og tillidsrepræsentanter).
Hvis der ekstraordinært skal deltage mere end otte aktive, kan der forud for arrangementet ansøges om tilskud til en udvidet deltagerkreds ved henvendelse til Fondet af 1844´s direktør Ole Pedersen – op@dts.dk – med angivelse af begrundelse for ønsket om en udvidet deltagerkreds.
Der kan ikke generelt gives tilskud til en udvidet deltagerkreds ved en lokalitet.
Hvilke betingelser er der knyttet til tilskuddet: Fondet af 1844 skal i forbindelse med afholdelse af seniorsammenkomsten nævnes som yder af tilskud.
Der skal inviteres mindst én lokal tillidsrepræsentant fra Dansk Told & Skatteforbund til at deltage ved arrangementet. Den pågældende indgår i de otte aktive, der kan ydes tilskud til.
Hvordan udbetales tilskuddet: Enten før eller efter arrangementets afholdelse sendes kopi af indbydelse samt deltagerliste til Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat – regnskab@dts.dk – med angivelse af, hvilket kontonummer beløbet kan overføres til.
|